Skærpede COVID-19-restriktioner bliver yderligere forlænget

Skærpede COVID-19-restriktioner bliver yderligere forlænget

ved Maria Nielsen -
Antal besvarelser: 0

Kære studerende,

Nedenfor er gengivet de generelle retningslinjer for de videregående uddannelser i forbindelse med forlængelsen af de skærpede Covid-19 restriktioner i hele Danmark.

Vi vurderer i SIMAC, at der i løbet af februar i meget begrænset omfang vil være behov for at gennemføre nødvendig tilstedeværelsesundervisning i værksteder, laboratorier og evt. simulatorer. I vores vurdering af, hvad der er ’nødvendig tilstedeværelsesundervisning’ vil vi prioritere, at de hold, der skal dimittere i april og juni, samt de hold der skal i praktik i april og juli,  får mulighed for at gennemføre obligatoriske praktiske uddannelseselementer, så de ikke bliver unødigt forsinkede i deres uddannelsesforløb.

Vi vil i rimelig tid i forvejen give besked direkte til de enkelte hold når det bliver aktuelt.

Inden fremmøde til undervisning eller anden tilstedeværelsesaktivitet i SIMAC, opfordres du til at blive testet for Covid-19 ved lyntest.

Anbefalingen om at holde 2 meters afstand er gældende i SIMAC.

Ved tilstedeværelsesaktiviteter i værksteder, laboratorier og simulatorer i SIMAC, hvor afstandsanbefalingen på de 2 meter ikke i alle tilfælde vil kunne overholdes, skal der anvendes værnemidler efter undervisernes anvisninger.

Når du færdes eller opholder dig på gange og fællesarealer i SIMAC skal du bære mundbind eller visir.

Vi ved at det kan være vanskeligt som studerende at fastholde motivationen, når man ikke kan være en del af et læringsfællesskab på samme måde, som når der er mulighed for samtidig tilstedeværelse. Vi opfordrer til at I fastholder virtuelle aktiviteter i jeres studiegrupper, også aktiviteter, der ikke nødvendigvis er studierelevante. Vi er i løbende dialog med jeres repræsentanter i MSU, hvor vi arbejder med studietrivsel, og vi vil også i løbet af februar tage initiativer til ’fælles’ aktiviteter for studerende i SIMAC.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har udgivet et inspirationskatalog med ideer til aktiviteter, der kan bidrage til at fastholde studiemiljøet mens vi venter på at vi igen kan mødes på de fysiske adresser. Vær opmærksom på, hvordan din studiekammerat trives, særligt i denne tid, og tag initiativ til at I også beskæftiger jer med andet end studieaktiviteter.

·       https://ufm.dk/uddannelse/indsatsomrader/unges-trivsel-skal-styrkes

Vi har meget stor respekt for jeres ansvarlige håndtering af situationen, der bidrager til at reducere smittespredningen.

Vi har set på de hold, der er dimitteret fra SIMAC siden den første nedlukning i marts 2020, at det i høj grad er muligt at gennemføre sin uddannelse på SIMAC med fuld kvalitet under disse forhold.

 God weekend

Hilsen

Jan


Fra ufm.dk:

Varigheden af de udvidede COVID-19-restriktioner bliver forlænget i hele landet.

Tiltagene forlænges, så de nu gælder til den 28. februar 2021.

For de videregående uddannelsesinstitutioner i hele landet gælder således fortsat:

·       Omlægning til digital undervisning uden fremmøde på de videregående uddannelser.

·       Der kan være enkelte undtagelser i helt særlige tilfælde, hvor fremmøde er nødvendigt, herunder f.eks. laboratorie-, klinik- og værkstedsundervisning.

·       Eksaminer er undtaget i det omfang, at omlægning til digitale eksaminer ikke er praktisk muligt.

·       Ved fremmøde skal der være skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstand og mundbind. Der er desuden krav om brug af mundbind eller visir på uddannelsesinstitutionerne.

·       Offentlige arbejdsgivere opfordres til at sende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner, hjem. De pågældende bør så vidt muligt arbejde hjemmefra.

·       Biblioteker skal holde lukket for offentligheden med undtagelse af aflevering og udlån til forsknings- og undervisningsbrug.

·       Afstandsanbefalingen på de videregående uddannelser er 2 meter.

·       Anbefaling om aflysning af arrangementer, der primært har et socialt formål.

·       Skærpede indrejserestriktioner, herunder:
- Internationale studerende, der har bopæl i Danmark, eller har en gyldig opholdstilladelse, vil fortsat have mulighed for at rejse ind i landet.
- Internationale studerende uden bopæl i Danmark, der opfylder et af de øvrige anerkendelsesværdige formål (f.eks. har arbejde i Danmark), vil fortsat have mulighed for at rejse ind i landet. Bemærk, at der gælder særlige regler om anerkendelsesværdige formål for rejsende fra Storbritannien og Sydafrika.
- Det betragtes ikke som et anerkendelsesværdigt formål ved indrejse i Danmark alene at være studerende.
- Kravet om test 24 timer forud for indrejse.

·       Læs om alle restriktioner på coronasmitte.dk