Semesterets sidste Brainy Brunch velafholdt

Semesterets sidste Brainy Brunch velafholdt

by Nick Andersen -
Number of replies: 0

Vi har d. 26/5 afholdt semesterets sidste Brainy Brunch.

Det blev en formiddag med godt fremmøde, spændende oplæg og lækker brunch.

Først havde vi oplæg fra de tre BM-studerende, Jon Olav Norddal, Kian Mygind Vastila & Søren Erik Olsen, som står bag virksomheden Etomize. Gruppen vandt andenpladsen ved regionsmesterskabet i Start Up Programme d. 2/5. Deltagerne testede deres pitch til DM af på os, imens vi lærte mere om idéen bag projektets energisparingssystem samt vejen først til regionsmesterskabet og nu til DM i næste uge.

Et yderst interessant projekt og vi ønsker alle tre et stort knæk og bræk til danmarksmesterskaberne.

Herefter indtog Charlotte Kirkegaard Flugt scenen og stillede spørgsmålet, om der er vand på Mars? De fremmødte havde nu muligheden for at lære mere om MARS Projektet, der er en del af det fynske fyrtårn, NextGen Robotics, og dets fokus på autonom teknologi.

Til sidst inviterede Mads Monrad Møller os ind i sit overståede masterprojekt, omhandlende hvordan vi finder mening efter at have oplevet et tab. Med brede fagter og smittende entusiasme blev vi ført omkring etiske og filosofiske aspekter af koncepter som straf, retfærdighed og læring samt metoden bag det yderst spændende kvalitative studie.

Alle tre oplæg blev mødt med imødekommende engagement af arrangementets deltagere, der var både lyttende under selve præsentationerne og spørgende i de efterfølgende spørgerunder. Ved alle tre oplæg blev det tidsplanen, der satte en stopklods for spørgsmålene, som ofte fortsatte videre ud til brunchbordet.

Vi takker både oplægsholdere og deltagere for en lærerig og saglig formiddag – og glæder os til at invitere til endnu mere Brainy Brunch på havnen næste semester.

Etomize

MARS Projektet

Why do we ask why?