”Skibe fungerer aldrig rigtigt, men de er også sjældent helt i stykker.”
Det lyder måske ikke så betryggende. Ikke desto mindre var dette hovedpointen, da undersøgelseschef Øssur Hilduberg fra Danish Maritime Accident Investigation Board (DMAIB) i dag gæstede SIMAC. En realistisk pointe uden reelt alternativ.
Kernen i Hildubergs foredrag var to gængse metoder til ulykkeshåndtering: en traditionel og en moderne, der har vundet indpas de sidste 10 år. Ansatte og studerende fik på letforståelig og humoristisk vis gennemgået de to metoder, som kort kan karakteriseres som følger:
- Traditionel: Vi skal finde årsagen og vi skal undgå at gentage den. Billedet er en række dominobrikker, hvor det handler om at finde det, der fik den første brik til at vælte. Grundtanken er at skibe almindeligvis fungerer godt. Den mest erfarne (fx en kaptajn) identificerer en fejl – typisk en personfejl – og forhindrer den i at gentage sig.
- Moderne: Men så simpel er virkeligheden ikke. Den er en kaotisk interaktion bedre anskuet som et garnnøgle. Svær at udrede og ulykker kan ikke altid tilskrives én fejl. Desuden er ulykken altid lige rundt om hjørnet og overgangen fra normaltilstand til ulykkestilstand sker pludseligt. Men hvorfor sker ulykker så ikke oftere? Pga. kvalificeret personale, der holder den på afstand. Til denne metode bruger man uddannede ulykkesundersøgere, der foretager interviews af relevante involverede til udredning.
Hilduberg tog udgangspunkt i to konkrete eksempler for at demonstrere kompleksiteten, når ulykken er ude: Costa Concordia og Stena Scandica. Ved begge beskrev Hilduberg, hvor komplekst og usikkert det kan være at træffe beslutning om fx evakuering i god tid. Misinformation, manglende overblik og ugennemsigtige systemer. En standardprocedure bryder hurtigt sammen, når virkeligheden bliver dynamisk og kaotisk.
Foredraget var yderst relevant for SIMACs studerende, der kan befinde sig selv i sådanne situationer i deres fremtidige karrierer.
Vi takker Øssur Hilduberg for et oplysende og øjenåbnende foredrag. Og for stort engagement fra foredragets deltagere.