Part task mellemlander

Part task mellemlander

by Nick Andersen -
Number of replies: 0

Castor, Deneb, Pollux og Sirius. Navnene på fire stjerner. For mange undervisere og skibsførerstuderende på SIMAC bærer de også en anden betydning. For dem angiver de navnene på de fire broer, der udgjorde part task på Graaesvej. En part task, der nu står skilt ad og gøres klar til at skulle fragtes til Ukraine.

Men hvad gør man så? Den nye part task på havnen står ikke klar – og de studerende har stadig brug for deres simulatorøvelser. Sådanne situationer lærer os værdien af det gode samarbejde. Wärtsilä, som leverer den fulde part task til august, trådte til. De leverede delene til en miniversion, som lektor Mette Bennedsen og BS8-studerende Mathias Lund Madsen kunne manøvrere på plads. Resultatet er en midlertidig version af part task klar til ibrugtagning på A. P. Møllers Vej. Miniversionen indeholder stadig fire broer samt to instruktørstationer.

Er den perfekt? Nej. Men den er en ganske fin løsning, forsikrer en fortrøstningsfuld Mette Bennedsen. Den nye version indeholder samme software – og delvist samme hardware – som den endelige version. Det betyder, at foråret kan gå med at lave øvelser til det nye system. SIMAC skal derfor ikke starte helt forfra i august. Wärtsilä selv kommer desuden forbi og giver fem dages on-site oplæring og diverse onlinekurser, når den endelige installation står klar.

Og navnene? Visse traditioner er ikke sådan lige at aflive. Derfor kan du altså nu besøge Castor, Deneb, Pollux og Sirius på A. P. Møllers Vej frem til august. Så må vi se, om ikke den fine navnetradition flytter med, når den endelige installation forventes klar d. 1. august?


Attachment 1.png