Pumpeklart Saltvandslab

Pumpeklart Saltvandslab

by Nick Andersen -
Number of replies: 0

Kan du huske historien om hovedfordelingstavlen til generatorsættet? Nu er der atter godt nyt til de spændte, der glæder sig til at se sættet taget i brug. Hvis du tirsdag morgen var på SIMAC, har du måske endda allerede fået det afsløret.

I drivende regn stod underviser Johannes Kolind klar til at byde Nordic Marine Service velkommen udenfor på havnefronten. Formålet var installationen af søvandsfiltre ud til havnebassinet. Filtrene er et foreløbigt punktum, der tillader igangsættelsen af Saltvandslabs varmeveksler. Det er vigtigt – af grunde, der snart vil blive tydelige. Det var derfor ekstra beroligende, da kommunen i onsdags endeligt godkendte installationen til brug.

Det tekniske

Så hvad betyder det for SIMAC? Nu bliver det måske en anelse langhåret, men søvandsfiltrene gør det muligt at cirkulere saltvand fra havnebassinet gennem varmeveksleren i Saltvandslab. Her overføres varmeenergien fra et lukket ferskvandssystem (SIMACs energiring) til saltvandet. Energiringen bruges bl.a. til nedkøling af generatorsættets motor og til undervisning i køleanlæg. Og det går hurtigt for sig, når de ca. 1.000 liter vand pumpes pr. minut.

Det er selvsagt en milepæl ift. ibrugtagning af generatorsættet. Så det var en lettet Johannes, der onsdag fortalte om installationen, som har været undervejs siden januar ’21. Samtidig betyder det, at vi nu besidder endnu et praktisk læringselement til undervisningen. Et fuldt funktionelt søvandskølesystem til demonstration af bl.a. energi-, tryk- og flowmåling.

Næste milepæl?

Med varmeveksleren klar knokles der nu videre med færdiggørelsen af motorinstallationen inden næste vigtige dag i uge 32, hvor Wärtsilä lægger vejen forbi. Opgaven? Mekanisk idriftsættelse af generatorsættets motor. På godt dansk skal de teste motoren i brug. Og med kølesystemet på plads kan den nu testes uden frygt for overophedning.

Tak til Johannes Kolind for at jonglere de mange dele – og for at invitere os alle med ind i udviklingen af installationerne.