Eksamen og Covid-19

Eksamen og Covid-19

ved Rikke Vej -
Antal besvarelser: 0

Kære studerende,

Hermed en opfølgning på  de nye Covid-19 restriktioner.

Onsdag d. 9. december 2020 er der kommet en ny bekendtgørelse om nedlukning af uddannelsesinstitutioner i de 38 kommuner, der er omfattet af den delvise nedlukning på grund af udbredt smittespredning af Covid-19.

Bekendtgørelsen fastlægger at det er institutionens beliggenhed, og ikke personens bopæl, der er afgørende for, om restriktionerne er gældende.

 SIMACs beliggenhed udenfor de berørte kommuner betyder derfor, at der ikke er ændringer i restriktionerne her på stedet. Det betyder, at man gerne må møde op til en planlagt eksamen på Graaesvej, selvom man bor i en kommune, der er omfattet af de nye restriktioner.

 SIMAC har dog besluttet, at du i denne ekstraordinære situation vil have mulighed for at afmelde en prøve eller eksamen, der er planlagt ved tilstedeværelse, uden at det tæller som et eksamensforsøg i følgende tilfælde:

 - hvis du er testet positiv for Covid-19

- hvis du er i frivillig karantæne pga. Covid-19

- hvis du er utryg ved at møde op til eksamen eller prøven

 SIMAC vil i disse tilfælde ikke kræve dokumentation for afmelding af eksamen. Herefter vil du blive tilmeldt den næste ordinære eksamen i faget. Der er også mulighed for at ansøge om et ekstraordinært eksamensforsøg, det vil sige et fremrykket forsøg, der vil ligge et par måneder senere. (Regler om dette kan ses i studieordningen for din uddannelse.)

 Hvis du ønsker at afmelde en eller flere eksaminer, er det vigtigt, at du giver besked om afmelding af eksamen til mail@simac.dk, inden eksamen begynder.

 Sædvanlige regler er gældende i tilfælde af, at man undlader at møde op til eksamen, uden på forhånd at have meldt fra. I dette tilfælde vil det tælle som et prøveforsøg, medmindre man indenfor to dage efter eksamen kan fremvise en fyldestgørende lægeerklæring, der dokumenterer fraværsårsagen.

 Tak for at I fortsat udviser ansvarlig adfærd i forhold til risikoen for smittespredning af Covid-19 i samfundet.

Hilsen

Jan Askholm, Studierektor