Nogle raketter letter i det øjeblik, de rigtige mennesker får idéen. I 2007 landede det rigtige menneske på SIMAC. Elsa Lund-Larsen, som sidste år – sammen med den resterende direktion – landede en bygningsformet raket på havnen i Svendborg. Kulminationen på 10 års intenst arbejde. Symboliseret af Jesper Bernhardts gave – raketten fra Tintin: Mission til Månen.
Derfor var det også poetisk at afholde gårsdagens afskedsreception for Elsa i caféen Molen på SIMAC. Afslutningen på 17 års ægteskab, som hun selv kaldte det. Næstformand i bestyrelsen, Per Nykjær Jensen, beskrev forholdet lidt anderledes. SIMAC er Elsas 3. barn. Et barn, som nu kan stå på egne ben.
Men 17 år er lang tid. Hvordan så verden ud i 2007? Steve Jobs lancerede den første iPhone. Facebook og Twitter gik globale. Verden blev digitalt forbundet. Imens delte SIMAC stadig fakturaer manuelt rundt internt i brune kuverter. Det skulle der laves om på. Elsa fik decentraliseret økonomistyringen og har igennem tiden indført alskens digitale systemer. Med Elsa som co-pilot har SIMAC stået i front for den digitale omstilling.
Elsa var derfor også velfortjent stolt, da hun i går mindedes sine succeser på SIMAC sammen med ansatte, studerende og gæster. En tid fyldt med seje kampe, lærerige oplevelser og sin del morsomme minder. Især vendte hun rørt en dybfølt tak til sin ankerkvinde, Inge Frank Sanderlund, for hendes kampvilje, indsigt og, ja, nørderier.
Med det kunne Elsa afslutte sin sidste tale som ressourcedirektør på SIMAC med et skråsikkert:
”Mission Accomplished!”
Tusind tak for kampen, Elsa, og god vind fremover. Vi glæder os til at se, hvad du finder på nu. Og håber, du stadig vil finde tid til at besøge dit eftermæle på havnen.