RM i Innovation & Entreprenørskab – Øst 2026

RM i Innovation & Entreprenørskab – Øst 2026

ved Nick Andersen -
Antal besvarelser: 0

Lagt op på vegne af underviser Thomas Holm Rasmussen.

“Skal man have pas med?”

Allerede fra morgenstunden var humøret højt og stemningen i top, da bussen med 25 forventningsfulde SIMAC-studerende lagde fra land og satte kursen mod København for at deltage i Regionale Mesterskaber i Innovation & Entreprenørskab Øst 2026.

Der var friskbagte boller, morgenkaffe og en smuk udsigt over Storebælt. Undervejs blev der delt små anekdoter om alt fra kampvognskørsel til gamle Volvo’er, og turen havde fra start mere karakter af eventyr end almindelig torsdagstur.

Et trafikuheld og en meget lang kø forsinkede ankomsten, men heldigvis ikke humøret. Til sidst nåede vi frem til RM Øst – klar til en dag med nerver, store idéer, skarpe pitches og masser af entreprenørenergi.

Og hvad har ålegræs, vedligehold, vandrette vinduer, navigationssystemer, slidte mekanikerknæ, tomater badet i hydrogenvand – og ikke mindst Sydney Sweeney – egentlig til fælles?

Tilsyneladende ganske meget.

For når SIMAC tager til København, er det aldrig kedeligt.

Alle seks SIMAC-teams skulle på scenen og pitche i fire minutter foran dommere og publikum, efterfulgt af dommersamtaler i kampen om billetter til DM, som afholdes 2. juni på Axelborg i København.

SIMAC var repræsenteret i tre ud af fem kategorier, og konkurrencen var bestemt ikke nogen let sejlads. Rygterne ville vide, at der blandt deltagerne også var både flip-flop-opfindere, keramikkunstnere og folk med særdeles kreative løsninger på hverdagens mere… delikate udfordringer.

Kort sagt: niveauet var højt, feltet bredt, og opfindsomheden havde gode vilkår.

Efter en stærk pitchrunde ventede interviewdelen. Og for lige at løsne stemningen lidt op fik alle lov til at rende rundt med en gul post-it i panden. En klassisk detalje, som nok ikke direkte forbedrer innovationskraften – men som helt sikkert hjælper på grinene.

Så kom øjeblikket, alle ventede på.

Afsløringen af kategorivinderne

Life Tech

Fra SIMAC: KneeSaver
Et redskab, der skal give mekanikere bedre ergonomiske vilkår.

Green Tech

Fra SIMAC: SWEED
En revolutionerende måde at plante ålegræs på havbunden.

Service Innovation

Fra SIMAC: Nordfelt
Et navigationssystem baseret på eksisterende infrastruktur.

De tre kategorivindere skulle herefter dyste på den store scene foran omkring 300 tilskuere mod vinderne af de to øvrige kategorier: Social Entrepreneurship og Intrapreneurship.

Der blev leveret jazzhænder, små dansetrin, speedsnak, “ny mand på jobbet”, flotte armbevægelser og nordjysk sindighed. Kort sagt: finalen havde det hele.

Men inden vinderen kunne findes, skulle vi lige forbi en tankelæser og en lottokupon. Et underholdende indslag, hvor man kun kunne tænke:

"Hvordan i alverden gjorde han det der?"

Ud af en ballon kom præcis de tal, publikum havde sagt. Det var imponerende. Og hvis nogen fra SIMAC har lært kunsten, inden Eurojackpotten rammer 250 millioner, så tager vi naturligvis gerne imod et tip.

Programdirektør i Fonden for Entreprenørskab, Pernille Berg – FCK-fan og verdensmester i at trække spændingen lige præcis langt nok – satte med ordet “entreprenørenergi” den helt rette ramme om finalen:

“Det er en summen – en optimisme – et mod – en handlekraft – umage – omsorg og fællesskab.”

Og det var faktisk præcis dét, dagen var.

Så blev resultaterne offentliggjort.

2. pladsen

“Med hjertet på rette sted – og en vilje til at gøre en forskel.”

Fra SIMAC: SWEED – “Vand med Vilje”
Gevinst: 7.000 kr.

1. pladsen – vinder af RM Øst 2026

“Stort potentiale med geopolitisk impact.”

Fra SIMAC: Nordfelt – “Born in Denmark. Built for the World.”
Gevinst: 12.500 kr.

Og det stoppede heldigvis ikke der.

Udover vinderne kvalificerede yderligere to SIMAC-hold sig til DM. Det betyder, at hele fem SIMAC-hold nu er klar til at repræsentere skolen ved Danmarksmesterskabet:

  • MaintStream – PI&D vedligeholdssystem
  • VÆKST – vandingssystem til drivhussektoren

Turen hjem?

Jo, der blev fejret i bussen.

Og med kølige dugfriske, velaftappede, hjemmebryggede forfriskninger med navne som “Double Trouble” og “Sweeney Sweat” blev hjemturen præcis så festlig, som den fortjente at være.

Men mest af alt blev det en tur hjem med stolthed.

  • Stolthed over modet
  • Stolthed over idéerne
  • Og stolthed over at være i selskab med nogle helt igennem vidunderlige SIMAC-studerende

De kommer med sikkerhed til at gøre en forskel ude i den store verden.

Og Danmark vil med garanti forblive et yndigt land.

Bilag RM_SUP_Oest_Start-Up_01 (1).jpg